CAMPER NYHEDER

Stor jubel: Nu bliver loven ændret

Stor sejr for Jørgen og Tove: Formanden for Skatteudvalget på Christiansborg, Bjørn Brandenborg, bekræfter over for Outdoor-Camping, at de i fremtiden må have deres adresse i autocamperen.

Jørgen og Tove får nu lov til at bo fast i deres autocamper. Det bekræfter Bjørn Brandenborg (Soc. Dem.), der er formand for Skatteudvalget på Christiansborg.

”Ja, vi kommer hurtigst muligt til at se på hvordan vi kan lave reglerne om, så der fremover skabes mulighed for, at hvis man ikke har en fast bopæl, udover det køretøj man bor i, kan registrere sit køretøj på anden vis”, siger han til Outdoor-Camping.  

Den meddelelse bliver modtaget med jubel hos Jørgen og Tove, der tidligere har kaldt reglen for både dum og rigid:

”Det er helt vildt. Det strømmer ind med lykønskninger, og vi har allerede fået flere hundrede henvendelser. Det her viser, at det godt kan betale sig at gå op mod systemet. Vi er simpelthen så lykkelige, siger Jørgen Holm og fortsætter:

”Tove og jeg vil gerne takke alle de fantastiske mennesker, der har hjulpet os i denne sag. Uden de sociale medier, autocamperorganisationer, politikere fra både blå og rød blok og pressen ville det have været en langt vanskeligere – måske endda umulig – opgave. En særlig tak til netmediet Outdoor-Camping, der tidligt i forløbet hjalp os med at løbe sagen i gang”, siger Jørgen Holm.

Motorstyrelsen ville sætte parret på gaden

Sagen kort

Flere og flere mennesker ønsker at bo fast i en autocamper.

Således har Facebook-gruppen ‘Når autocamperen er permanent bolig’, mere end 1.000 medlemmer. Her lufter medlemmerne ofte nøjagtigt de samme frustrationer over reglerne, som dem Jørgen og Tove oplever.

Ifølge CPR-lovens § 6 skal kommunalbestyrelsen registrere enhver på dennes bopæl i kommunen.

Ifølge Motorstyrelsen skal en person i henhold til registreringsbekendtgørelsen stå opført med bopæl eller fast opholdssted, før vedkommende kan registreres som ejer af et køretøj.

Gør vedkommende ikke det, skal Motorstyrelsen afmelde køretøjet.

Det er på trods af, at kommunalbestyrelsen ifølge CPR-lovens § 9 godt kan registrere en person, hvis eneste bolig er en båd, en campingvogn eller lignende bevægelig bolig. Hvis denne bolig ikke ligger fast, kan kommunalbestyrelsen registrere personen med bopæl dér, såfremt kommunalbestyrelsen ikke er i tvivl om, at vedkommendes adresse er dér.

Jørgen og Tove bragte først deres sag op over for Outdoor-Camping.

Siden er både Alternativet og Venstre gået ind i sagen med §20-spørgsmål til den ansvarlige skatteminister, Morten Bødskov.

Kilder: CPR-loven og registreringsbekendtgørelsen

Sagen startede i begyndelsen af februar, da Jørgen og Tove Holm vågnede op til nærmest et mareridt: Staten truede med at sætte dem på gaden. Ifølge Motorstyrelsen er det nemlig ulovligt at bo fast i en autocamper, som Jørgen og Tove Holm gør.

Igennem et langt liv har det pensionerede ægtepar ellers tjent staten loyalt som museumsinspektør og folkeskolelærer og betalt deres skat med glæde. Derfor kom det som et chok, da Motorstyrelsen i et brev den 2. februar i år truede parret med at få politiet til at klippe nummerpladerne på deres eneste hjem: Deres autocamper.

”Det kom som et chok. De skrev til os i en meget uvenlig tone, og vi følte os temmelig truede. Tænk, at de har tid og overskud til den slags, at klippe nummerpladerne af vores autocamper, hvis vi ikke inden for tre uger har skaffet os en folkeregisteradresse. Det er rystende”, sagde Jørgen Holm dengang til Outdoor-Camping.

Alternativet bringer sagen for skatteministeren

Ifølge CPR-lovens §9 er det tilladt for danske statsborgere at registrere sig med fast folkeregisteradresse på en båd, en campingvogn eller anden lignende bevægelig bolig som eksempelvis en autocamper.

Alligevel truede Motorstyrelsen Jørgen og Tove med at afmelde deres autocamper, fordi de ifølge registreringsbekendtgørelsen skal stå opført med bopæl eller fast opholdssted, før vedkommende kan registreres som ejer af et køretøj.

Efter Outdoor-Camping’s involvering i sagen, begyndte snebolden for alvor at rulle. Sagen landede herefter på Alternativets skatteordfører Jan Kristoffersens bord, som fik rejst et såkaldt §20-spørgsmål til skatteministeren fra Alternativet.

Spørgsmålet er stillet af Torsten Gejl på vegne af Jan Kristoffersen og Alternativet. I sit spørgsmål henviser Thorsten gejl til Outdoor-Camping’s tidligere artikel ift. problemet.

Det fik efterfølgende skatteministeren på banen, der sagde at:

”Jeg vil se på, om der kan skabes mulighed for, at borgere, som ikke har nogen fast bopæl, kan registrere et køretøj på anden vis, end ved at vedkommende er opført med bopæl eller fast opholdssted i CPR-registeret”, udtalte skatteminister Morten Bødskov (Soc. Dem.).

Nu har formand for Skatteudvalget, Bjørn Brandenborg, altså bekræftet, at reglen laves om, så Jørgen og Tove og alle de mange andre, som ønsker at bo fast i deres autocamper kan få lov til det, uden at risikere at få deres hjem afmeldt af Motorstyrelsen.

Outdoor-Camping har spurgt Bjørn Brandenborg om, hvad den kommende regelændring konkret kommer til at betyde for Jørgen og Toves verserende sag med Motorstyrelsen. Her har Skatteudvalgets formand lovet at vende tilbage med svar senere.

Similar Posts