CAMPER NYHEDER

Autocampere ønsker mere frihed: Væk med overnatningsforbud

Der blev indført overnatningsforbud for autocampere på Rømø i 2016. Genrebillede: Outdoor-Camping

Overnatningsforbud på parkeringsarealer på Rømø vækker undren hos Danmarks Frie Autocampere (DFAC). De har derfor taget kontakt til Tønder Kommune forud for kommunalvalget i november for at få ændret reglerne.

Det er forbudt at overnatte uden for campingpladserne på Rømø, og det vækker undren hos Danmarks Frie Autocampere (DFAC).

Autocamperforeningen har derfor været i kontakt med Tønder Kommune for at få dem til at ændre på overnatningsforbuddet, så det bliver tilladt at overnatte på offentlige arealer.

“Vi har fuld forståelse for, at der er nogle områder, hvor vi også af hensyn til de fastboende ikke kan være. Men der må også på Rømø være nogle steder, hvor vi kan holde under regulerede forhold uden gener for naturen eller miljøet”, siger Jørn Skou, der er formand for DFAC, ifølge JydskeVestkysten.

Tønder Kommune: Har ikke tid inden valg

Overnatningsforbuddet blev indført i 2016. Her blev der indført parkeringsforbud for autocampere på offentlige arealer, p-pladser og naturområder med mere på Rømø fra midnat og frem til klokken 6 om morgenen.

Reglerne på Rømø blev indført af hensyn til både de fastboende og naturen samt campingpladserne på øen, der mistede stor omsætning på autocampernes overnatning uden for pladserne.

Trods DFAC’s henvendelse er der ifølge formanden for teknik- og miljøudvalget i Tønder ikke umiddelbar udsigt til nogen regelændring.

“Hvis der skal ske ændringer i forhold til de nuværende regler, så skal det godkendes politisk. Det tror jeg ikke, der er vilje eller tid til i indeværende periode, siger Bo Jessen fra Tønder Listen, der er formand for teknik- og miljøudvalget i Tønder til JydskeVestkysten.

Autocampister beskyldes for at efterlade fækalier

Ifølge JydskeVestkysten siger Bo Jessen videre, at reglerne på Rømø også blev strammet op af hensyn til de fastboende og naturen. Tønder Kommune får angiveligt jævnligt få meldinger om, at overnattende autocampere efterlader både affald, fækalier og andet i vejgrøfter og på parkeringspladser.

Påstanden, om at autocamperturister efterlader affald og fækalier falder DFAC’s formand Jørn Skou hårdt for brystet. Det billede, som Bo Jessen fra Tønder Listen, tegner af autocamperfolket, genkender han slet ikke.

DFAC og organisationens medlemmer gør nemlig meget for at forhindre affaldsspredning i naturen. Således var DFAC og deres medlemmer eksempelvis igen i år med til at samle affald med Dansk Naturfredningsforening på landsindsamlingen i april.

“I DFAC er vi kede af at se og høre, at autocamperturister “sviner i naturen”. Kommunen og byrådspolitikeren bør lægge beviserne frem. Det ser vi frem til, så den pågældende autocamperturist kan blive stillet til ansvar”, siger Jørn Skou og fortsætter:

“Jeg synes ikke, det er ok, at skiltene er stillet op for at hjælpe campingpladserne til flere gæster. Forbudsskilte skal placeres af trafikhensyn og ikke for at hjælpe nogle få erhvervsdrivende. Men DFAC vil fortsat meget gerne i dialog med kommunen så alle – fastboende, hele erhvervslivet, naturen og autocamperturisterne, kan nyde Tønder kommune og Rømø hele året”, siger han.

Der findes lignende lokale forbud mod overnatning i blandet andet Aarhus og Københavns Kommuner. Der er kommunalvalg den 16. november 2021.

Similar Posts