Årets første campingtur kan hurtigt blive en fiasko, hvis ikke du får tjekket campingvognen. Her får du tjeklisten. Foto: SOS Dansk Autohjælp
Når landets campister i disse uger triller campingvognene frem fra vinterhiet, skal de især være opmærksomme på én ting. Her får du guiden til årets første campingtur.
Påsken er for mange en markør på, at campingsæsonen begynder. Det betyder, at det er tid til klargøring af campingvognene, som skal rengøres, luftes ud og tjekkes inden årets første campingtur.
Ifølge Jeppe Damgaard, der er teknisk chef hos SOS Dansk Autohjælp, er der særligt én ting, man skal kigge grundigt efter:
”De fleste har haft deres campingvogn overdækket eller stående indendørs hen over vinteren. Nu står campingsæsonen for døren, og vi anbefaler derfor, at man klargør og tjekker sin campingvogn og i særdeleshed dækkene. Flade eller møre dæk kan nemlig hurtigt give anledning til at ringe efter os”, siger Jeppe Damgaard.
Et problem, mange overser er, at hvis ikke dækmønster og dæktryk er i orden, kan konsekvensen blive flade og ødelagte dæk. Jeppe Damgaard understreger derfor, at dækkene er noget af det første, man bør tjekke på sin campingvogn:
”Vi anbefaler, at dækmønsteret er minimum 3 mm, men lovmæssigt kræves kun minimum 1,6 mm. Udover dækmønsteret skal du også sikre dig, at dine dæk har det rigtige dæktryk. Det anbefalede dæktryk er det max-tryk, som dækproducenten foreskriver”, siger han.
Gå vognen igennem for skader og funktioner
Hvis dækkene består et tjek, skal vognen have en grundig gennemgang for buler, ridser og andre synlige skader, ligesom de skjulte dele også skal tjekkes. Det gælder særligt vognens funktioner fra vandsystem til strøm og gas, som skal tjekkes inden årets første campingtur.
”Det er vigtigt, at man tjekker vognen for skader, den kan have pådraget sig gennem vinteren, samt om de væsentlige funktioner virker. Vi anbefaler især, at man ser efter om glassene på lygterne er hele, om stikkene er i orden, og om lys og lygter virker, som de skal”, siger Jeppe Damgaard og fortsætter:
Tjekliste til årets første campingtur
1. Tjek dit vejhjælpsabonnement, inden du kører hjemmefra.
2. Tjek dækkenes alder, dækmønster og dæktryk og husk reservehjul.
3. Tjek vand-, strøm– og gassystemer grundigt.
4. Afprøv alle lys og lygter hjemme i indkørslen og få defekte pærer skiftet.
5. Husk advarselstrekant, sikkerhedsvest og trækkrog.
”Derudover er det vigtigt, at man tjekker støttebenet, da det jævnligt skal smøres og vedligeholdes for at fungere optimalt”, siger Jeppe Damgaard.
Elbil og campingvogn – det skal du huske
I løbet af 2022 blev der ifølge Danmarks Statistik registreret intet mindre end 49.200 nye og importerede elbiler på de danske veje. Det er en stigning på hele 37 procent sammenlignet med 2021.
Hvis man er blandt de mange nybagte elbilsejere, der spænder campingvognen bag elbilen, så er der ifølge SOS Dansk Autohjælp god grund til at være ekstra opmærksom på, om man har det rigtige kørekort.
”Elbiler er ofte tungere på grund af batteriet, og jo større elbil desto tungere. Derfor anbefaler vi, at man har helt styr på, hvor meget totalvægten er, når campingvognen er tilkoblet elbilen. Overstiger summen af bilens tilladte totalvægt og campingvognens tilladte totalvægt 3.500 kg, så er det normale kørekort ikke længere nok. Sker det, skal man i stedet have et B+ eller BE-kørekort”, siger Jeppe Damgaard.
Et fladt batteri kan kan derudover gøre årets første campingtur til en kort fornøjelse. Med en campingvogn på trækkrogen reduceres rækkevidden på en opladning nemlig.
”Udover at have styr på totalvægten af elbil og campingvogn også skal være opmærksom på batteriets rækkevidde med en campingvogn tilkoblet. Uden campingvogn kan man typisk køre et sted mellem 300 og 500 km på en fuld opladning Turen til eksempelvis Sverige eller Tyskland kræver derfor ekstra planlægning”, siger Jeppe Damgaard.