Fem naturnationalparker har været under lup hos verdens største naturbeskyttelsesorganisation, IUCN. Alle fem naturnationalparker lever op til organisationens standard for beskyttede naturområder.
Danmark får i de kommende år en række nye naturnationalparker med store, sammenhængende områder, hvor naturen får førsteprioritet.
Nu har en gruppe af IUCN-kommissionseksperter fra verdens største uafhængige naturbeskyttelsesorganisation, IUCN, gennemgået planerne for de første af i alt 15 kommende naturnationalparker.
Samtidig har repræsentanter for organisationen besøgt de pågældende områder. Det drejer sig om naturnationalparkerne Gribskov, Fussingø, Tranum, Almindingen og Stråsø.
På den baggrund har IUCN konkluderet, at alle fem naturnationalparker opfylder IUCN’s standard for beskyttede naturområder. Det fortæller miljøminister Lea Wermelin:
”Naturnationalparkerne er en nyskabelse i vores natur, hvor naturens egne processer får plads og ro i store sammenhængende områder. Planerne har nu fået et gennemsyn af eksterne eksperter og er blevet målt og vejet ud fra de samme kriterier som andre landes fremmeste naturområder. Jeg er meget tilfreds med, at de kommende naturnationalparker nu har fået et internationalt kvalitetsstempel”, siger Lea Wermelin.
Hjælp til en presset natur
Naturnationalparkerne er en del af regeringens og aftalekredsens Natur- og Biodiversitetspakke, hvor der er afsat 888 mio. kr. til at styrke biodiversiteten og give den pressede danske natur mere plads og lov til at være vildere.
I forbindelse med etableringen af naturnationalparkerne vil den vildere natur bl.a. blive hjulpet på vej ved at genoprette vådområder, udsætte store planteædende pattedyr og fjerne ikke-hjemmehørende træer og urter.
Samtidig vil områderne fortsat være åbne for besøgende og rige på muligheder for at opleve vildere natur.
IUCN’s vurdering er betinget af, at initiativerne i planerne for naturnationalparkerne bliver gennemført. Planerne for Naturnationalpark Gribskov og Fussingø er godkendt af myndighederne,
Derudover skal Naturstyrelsens faglige oplæg for Stråsø, Tranum og Almindingen henover forsommeren har været i offentlig høring og skal politisk godkendes.
”Det at få et internationalt ekspertorgan som IUCN til at vurdere naturbeskyttelsen i de kommende naturnationalparker er noget, SF har foreslået helt fra begyndelsen. Derfor er jeg rigtig glad for, at den ekspertvurdering nu er landet. Vurderingen tegner godt for arbejdet med at fremme biodiversiteten og beskytte naturen endnu bedre, hvilket netop er hovedformålet med de kommende naturnationalparker”, siger Rasmus Nordqvist, der er naturordfører i SF.
Læs hele IUCN’s rapport her.