EFTERÅR FORÅR GUIDE NYHEDER SOMMER VINTER

Så mange drukner på havet: Sikkerhed og regler for SUP, surfing og kajak

havet SUP surfing kajak sikkerhed regler

Hvert år drukner op mod hundrede danskere. En rigtig stor del af ulykkerne sker på havet fra SUP, kajak og ved surfing. Se regler og få gode råd om sikkerhed her. Foto: Brian Justesen fra Pixabay

Cirka to mia. kroner koster de knap 100 drukneulykker, som hvert år rammere danskere. Det er ulykker og udgifter, der kan undgås. Her får du gode råd til sikkerhed og regler for SUP, surfing og kajak.

I alt 93 personer druknede i Danmark i 2020. Det viser tal fra Rådet for større Badesikkerhed, og det tal giver dybe panderynker hos livreddere og i Rådet for større Badesikkerhed.

 I 2019 omkom der nemlig 74 mennesker ved drukning i Danmark. 27 af de personer, hvilket svarer til 37 procent, druknede fra et fartøj som eksempelvis en kajak, kano, SUP board, ved surfing, eller af anden aktivitet i vandet.

”Størstedelen af de druknede i 2020 var mænd. Det er meget uheldigt og tragisk, at vi bliver ved med at have det niveau, siger Erik Bech, der er formand for Rådet for større Badesikkerhed.

At livredderne har travlt, vidner deres indsatser om. I løbet af sæsonen 2021 gennemførte livredderne i alt 61.410 indsatser, hvoraf de 22 var livreddende.

I et af tilfældene blev en kvinde væltet omkuld i brændingen 30-40 meter ude i havet og kan ikke rejse sig igen. Hun bliver rullet rundt af bølgerne, og livredderne må redde hende. I en anden situation må livredderne i Hvide Sande redde en dreng fra et surfbræt, der er ude af stand til at padle mod den stærke strøm.

“I de senere år er der kommet flere danskere på vandet på SUP-boards og forskellige former for surfboards, og de bliver, ligesom badegæsterne, overraskede af fralandsvinden. Så livredderne har haft en del redninger af badegæster i revlehuller og personer på badedyr og boards, der er drevet ud fra kysten”, siger Anders Myrhøj, der er kystlivredningschef i TrygFonden Kystlivredning.

Apps til kajak, surfing og SUP: Dem skal du bruge på havet

havet SUP surfing kajak sikkerhed regler Windy
Windy (også kendt som Windyty) er et fremragende redskab og præcis vejr-app til visualisering af vejrudsigt.
havet SUP surfing kajak sikkerhed regler Sejlsikkert
Med Sejlsikkert kan du altid kan tjekke strøm- og vindforhold på havet og få information om farvandsadvarsler og skydeøvelser.
havet SUP surfing kajak sikkerhed regler SejlSikkert Alarm
Med SejlSikkert Alarm kan du slå alarm fra havet med et enkelt klik på mobilen. Appen opgiver din position via mobilens GPS.
havet SUP surfing kajak sikkerhed regler Yr.no
Med Yr.no kan du se, hvordan vejret ændrer sig time for time. App’en giver besked, hvis der bliver regn inden for de næste 90 minutter.
havet SUP surfing kajak sikkerhed regler Surf First Aid
Surf First Aid blev specielt udviklet til at hjælpe surfere og vandsportsentusiaster med at holde sig selv og andre sunde og sikre.
havet SUP surfing kajak sikkerhed regler Hjertestart
Hjertestart er udviklet af TrygFonden. Via kortet kan du til enhver tid se, hvor den nærmeste hjertestarter er placeret.
havet SUP surfing kajak sikkerhed regler Sejladsudsigt
Sejladsudsigt gør det muligt at se den seneste vejrudvikling på havnen, stranden eller på havet. Kun til iPhone og iPad.
havet SUP surfing kajak sikkerhed regler DMI
Med DMI kan du se på radar og satellitbilleder, hvilke vejrsystemer der nærmer sig, og du kan se meteorologernes skrevne udsigter.

Druknede koster milliarder: Lovkrav om vest til SUP og kajak

En drukneulykke koster i gennemsnit cirka 30 mio. kroner, og i 2019 kostede drukneulykker i Danmark i alt cirka to mia. kroner i tabt samfundsøkonomi.

Til sammenligning koster det cirka én mio. kroner årligt at ansætte en læge. Man kan med andre ord ansætte 30 læger pr. druknede og i 2019 kunne man have ansat 2.000 læger for de penge, det kostede at hive de 74 druknede op af havet det år.

Derfor er der stor fornuft i, at folk på blandt andet SUP boards ifølge loven skal have svømmevest på, når de begiver sig ud på havet.

”Drukneulykker er ikke alene er en tragedie for de efterladte, men også samfundet som helhed lider store økonomiske tab, siger Erik Bech fra Rådet for større Badesikkerhed.

Det siger loven SUP boards

Stand up paddle (SUP) boards blev i 2017 omfattet af bekendtgørelsen om redningsveste i mindre fartøjer.

Det betyder, at det er et lovkrav at medbringe en redningsvest eller svømmevest på dit SUP board.

Du kan straffes med bøde ved overtrædelse.

Bær altid din svømmevest på kroppen, da den ingen nytte har,
hvis den blot ligger på dit board.

Kilde: Bekendtgørelse om redningsveste i mindre fartøjer.

Det siger loven om surfing

Et surfboard er kategoriseret som badeudstyr, der anvendes i ‘strandkanten’.

Det er derfor ikke et lovkrav at bruge svømmevest ved surfing i brydende bølger nær kysten.

Kilde: Dansk Surf & Rafting Forbund

Surfing, SUP og kajak: De uforudsete farer på havet

Med 8.700 kilometer kystlinje er havet omkring Danmark et stort trækplaster. Sejlads, surfing, kajak og SUP er bare nogle af de vandaktiviteter, som danskerne flokkes omkring på strandene, men selvom livet på vandet er sjovt, kan strøm- og vindforholdene være drilske.

Det er derfor ekstremt vigtigt, at man især som nybegynder inden for surfing, SUP og kajak ved, hvilke apps man skal downloade, kender loven og hvilke regler, der gælder for færdsel på havet. For surfing gælder Surfers Code of Conduct, som er et regelsæt blandt surfere, og som skal kendes, inden man sætter brættet i vandet.

Derudover er der mange lokale strømforhold, som hvert år kræver flere menneskeliv. Et af den slags lokale lokale strømforhold er revlehuller eller hestehuller. Revlehuller ses oftest ved vestkysten i Jylland, hvor der kan være en udadgående strøm i en fordybning i strandens revler, som fører vandet tilbage ud i havet.

Se i videoen her, hvordan du skal forholde dig, hvis du kommer ud i et revlehul. Video: TrygFonden

Der er tusindvis af revlehuller langs de danske kyster, og selv dygtige svømmere kan komme i store vanskeligheder, når de ender i den slags huller. Det fortæller Lasse Serup Jensby, der driftsleder i TrygFonden Kystlivredning.

”Det er kun under bestemte vind- og bølgeforhold, at revlehuller fører vand ud fra stranden og dermed bliver aktive og kan være farlige for mennesker. men når du bader ved stranden, er det ikke kun revlehuller, du skal være opmærksom på. Også fralandsvind kan skabe farlige situationer. Ved fralandsvind kan vandet tæt på kysten se roligt ud, men vinden vil stadig blæse dig til havs”, siger Lasse Serup Jensby.

Surfers Code of Conduct

Surfers Code of Conduct er enkelte og simple regler som skal sikre den gode stemning, og at du, og alle andre, får en god og sikker oplevelse på vandet:

1. Vurdér dine egne evner grundigt og tag kun på vandet hvis du kan håndtere forholdende.

2. Er du på vej ud igennem en bølge skal du gøre plads til den anden surfer på bølgen ved at padle uden om bølgen eller ind i white wateren.

3. Hvis der allerede er en surfer på bølgen, så vent til det bliver din tur og undgå at padle ind på bølgen.

4. Giv ikke slip på dit board – hverken når du er på vej ud eller på vej ind.
Kommunikér til de andre på vandet, så alle er med på hvor du er på vej hen.

5. Del bølgerne med de andre på vandet. Så får alle en god, sjov og sikker oplevelse.

6. Respekter de andre surfere i vandet – så respektere de også dig når det er din tur.

Gode råd på havet: Mad og drikke og undgå solskoldning

Hvert år dør cirka 270 danskere af modermærkekræft. Det viser tal fra Kræftens Bekæmpelse. Én af de største årsager til modermærkekræft er solens stråler og svære solskoldninger, og netop på havet og ved vandet generelt er man hårdt udsat for solens stråler.

Når solens stråler rammer vandoverfladen, reflekteres nemlig ikke kun lyset, men også de skadelige UV-stråler. Det betyder, at folk i kajak, på SUP-boards og surfere er særligt udsatte for modermærkekræft. Derfor er en stærk solbeskyttelse et vigtigt element i håndbegagen.

Derudover anbefaler livredderne, at man husker rigeligt med drikkevarer, så man undgår dehydrering, når man tager på havet. På varme dage har livredderne nemlig flere gange oplevet, at badegæster får brug for hjælp, fordi de er overophedede og afkræftede.

“Når det er varmt, mærker man ikke altid tørst og sult, som man plejer. Men kroppen har stadig brug for energi, og det er utrolig vigtigt, at du får nok væske. Tag derfor en god madpakke med frugt, en sandwich og rigeligt med vand med i strandtasken og suppler gerne med saft, juice eller sodavand”, siger Lasse Serup Jensby fra TrygFonden Kystlivredning og fortsætter:

”Så har du kræfter til at gå i vandet og får en sjovere oplevelse. Husk også, at med det gode vejr følger mange mennesker, så hold ekstra godt øje med børnene, hvis de er med på stranden”, siger han.

Kajak: 10 gode råd på havet

1. Lær at svømme. Som medlem i Dansk Kano og Kajak Forbund skal du aflægge svømmeprøve på 600 meter.

2. Husk svømmevest (det er et lovkrav).

3. Gå som udgangspunkt ikke alene på havet eller søen.

4. Medbring telefon i vandtæt etui.

5. Fortæl andre hvor du/I sejler hen, og hvornår du/I forventer at være tilbage.

6. Få et IPP2-kursus hos en kajakklub. Kurset gør dig i stand til at færdes sikkert i beskyttet og roligt farvand i sommerhalvåret.

7. “If in doubt, don’t paddle out” – brug din sunde fornuft og kend dine begrænsninger.

8. Brug korrekt påklædning efter årstiden samt vind- og vejrforhold.

9. Undersøg altid nøje vind- og vejrforhold.

10. Husk påklædning efter årstiden og forholdende.

Surfing: 8 gode råd på havet

1. Brug ALTID en leash på havet eller søen.

2. Læs og forstå Surfers Code of Conduct.

3. Gå som udgangspunkt aldrig alene i vandet.

4. Fortæl andre hvor du/I surfer og hvornår du/I forventer at være tilbage. Undersøg eksempelvis hvilket redningsnummer (grønt skilt på stranden) du/I surfer i nærheden af.

5. Medbring en telefon, som du kan have liggende på stranden i tilfælde af, at andre kommer i nød og du skal ringe efter hjælp.

6. Få en introduktion til surfing i bølger hos eksempelvis en surfskole.

7. Undersøg altid nøje vind- og vejrforhold.

8. Husk påklædning efter årstiden og forholdende.

SUP: 10 gode råd på havet

1. Brug ALTID en leash.

2. Husk svømmevest (det er et lovkrav).

3. Medbring telefon i vandtæt etui.

4. Gå som udgangspunkt ikke alene på havet eller søen.

5. Fortæl andre hvor du/I padler ud og hvornår du/I forventer at være tilbage.

6. Få et introduktionskursus hos eksempelvis en surfskole.

7. “If in doubt, don’t paddle out” – brug din sunde fornuft og kend dine begrænsninger.

8. Brug korrekt påklædning efter årstiden samt vind- og vejrforhold.

9. Undersøg altid vind- og vejrforhold inden du går ud. Gå IKKE ud i fralandsvind hvis du er nybegynder eller let øvet.

10. Brug padlen til at signalere hvis du er i nød.

Similar Posts