”Under coronaen har Spejderne oplevet en øget opmærksomhed på det at være spejder, og at de har en masse erfaring med brug af naturen”, siger Spejdernes formand Kristine Clemmensen-Rotne. Foto: Det Danske Spejderkorps – Mad H. Danquah
Spejderne ønsker fri adgang for alle til at sanse, pille og røre ved naturen. Det fortæller formand, Kristine Clemmensen-Rotne, som skal rådgive ministeren om, hvordan Danmarks to nye naturnationalparker skal se ud.
Danmark får sine første to naturnationalparker. I naturnationalparker får naturen i højere grad lov til at udvikle sig på naturlige præmisser. I modsætning til de eksisterende nationalparker drives der ikke landbrug, og skovene henlægges som urørt skov. Områdernes naturlige hydrologi søges genskabt – småsøer, vandhuller og sumpe vil komme tilbage i landskabet.
For at sikre at naturnationalparkerne bliver skabt på bedst tænkelig vis, har miljøminister Lea Wermelin i denne uge nedsat to nationale arbejdsgrupper, som skal rådgive ministeriet. Her har Spejderne bland andet fået plads ved bordet.
”Jeg er glad og stolt over, at der er nogle folk der ser, at vi er gode til at bruge naturen, og vi er glade for at bidrage til viden om, hvad naturen kan bruges til. Det er jeg taknemmelig for.”, siger Spejdernes formand, Kristine Clemmensen-Rotne.
Mere vild natur giver sundere, gladere og klogere børn
Rigtig mange erfaringer viser, at børn bliver sundere og gladere af at komme ud og lege i naturen. Derudover viser flere undersøgelser at læringen i naturen også er bedre. Børn bliver klogere af at blive undervist regelmæssigt i naturen. Det indgår blandt andet i bogen ‘Skolen i skoven – Hjerne, krop og læring i naturen’, som underbygges af forskning fra blandt andet neurobiologien og psykologien.
”Naturen er hele baggrunden for det at være spejder. Naturen giver rigtig gode og flere muligheder for læring end ellers, både om os selv, men i høj grad om det at samarbejde og om at kunne gebærde sig. Det er enormt vigtigt. Det styrker læringen at være i naturen, så vi håber, der kommer mere vild natur, som vi kan komme ud i. Mere natur giver mere læring”, siger Kristine Clemmensen-Rotne.
Naturnationalparker skal være for alle
De to nationale arbejdsgrupper, som ministeren har nedsat, består dels af en videnskabelig gruppe og en gruppe af interessenter, som på den ene eller anden måde forventes at bruge naturnationalparkerne. Her er Spejderne i gruppen med interessenterne.
Selvom der er mange stemmer, der vil høres i debatten om parkernes fremtid, kommer Spejdernes formand dog ikke tomhændet til møderne med ministeren. Med sig har hun et krav om, at naturnationalparkerne skal have nem adgang for alle.
Om naturnationalparkerne
De to naturnationalparker skal ligge ved Fussingø vest for Randers og i Gribskov i Nordsjælland.
Parkernes størrelser svarer tilsammen til arealet på mere end 2.700 fodboldbaner.
Det koster 30 mio. kroner at etablere de to første naturnationalparker.
Oprettelsen af naturnationalparker blev vedtaget i Folketinget i juni 2020.
Partierne bag oprettelsen af de to nye naturnationalparker er Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet.
Efter planen bliver parkerne indviet i starten af 2022.
Miljøministeren har nedsat en videnskabelig arbejdsgruppe og en national arbejdsgruppe for interessenter til at rådgive sig om parkerne.
Derudover kommer der lokale projektgrupper samt offentlige høringer, som inddrages i arbejdet.
”Det er vigtigt at alle får adgang til området. Hvis der skal være vilde dyr, kan det være nødvendigt med hegn. Hegn kan meget nemt signalere, at der er adgang forbudt. Her er det vigtig, at man skilter tydeligt med, at der er offentlig adgang”, siger hun.
Naturen skal være for alle
De to naturnationalparker skal etableres ved Fussingø vest for Randers og i Gribskov i Nordsjælland. Efter planen bliver de indviet i starten af 2022, og der skal blandt andet udsættes store planteædere, der kan skabe lysninger og en varieret natur med masser af forskellige levesteder for andre dyr og planter.
”Mere vild natur er bare dejlig. Vi oplever ofte, at den kan være meget tæmmet. Hvis man færdes i den vilde natur, skal man lære spillereglerne for vild natur at kende. Det er mit indtryk, at der skal være flere vilde dyr. Det er en fin løsning, for så er der mere at forholde sig til, når vi færdes i naturen, og man skal lære at gebærde sig over for dyr. Så det er dejligt, hvis det sker”, siger Kristine Clemmensen-Rotne.
Skal kunne sanse, pille og røre ved naturen
Planerne om at skabe de to nye naturnationalparker blev vedtaget i Folketinget i juni 2020. Her blev det vedtaget, at skovene skal være urørt af skovdrift, og der skal genskabes naturlig hydrologi, så moser og vandhuller kommer tilbage. Endelig skal der etableres friluftsfaciliteter, så alle kan opleve den vilde natur.
”Naturen skal være noget, man kan være aktiv i. Det er sundt at have våde sokker efter en skovtur, for det viser, at man rent faktisk har været i naturen i stedet for at have gået på en eller anden plankesti, hvor man bare har kigget på naturen. Det vil jeg være ked af, hvis det sker. Vi skal kunne være i naturen. Vi skal ud og sanse, pille og røre ved naturen, og vi skal have mere snavs og jord på hænderne. Det vil gøre mig lykkelig, siger Kristine Clemmensen-Rotne.
Om Spejderne
Spejderne er en børne- og ungdomsbevægelse med over 70.000 medlemmer.
Spejderne er en paraplyorganisation, som repræsenterer de fem danske spejderkorps:
• Det Danske Spejderkorps
• KFUM-Spejderne
• De grønne pigespejdere
• Danske Baptisters Spejderkorps
• Dansk Spejderkorps Sydslesvig
Spejdernes formand, Kristine Clemmensen-Rotne, er også formand for Det Danske Spejderkorps.
Miljøminister lytter til Spejdernes formand
Der er samlet afsat 30 mio. kroner til at etablere de to første naturnationalparker. Dertil kommer midler fra puljen til urørt skov og EU LIFE-midler. Samlet set forventes de nye naturnationalparker at dække et område på ca. 1.900 hektar. Det svarer til arealet på mere end 2.700 fodboldbaner.
Partierne bag vedtagelsen af de to nye naturnationalparker er Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet. Miljøminister, Lea Wermelin er glad for den positive modtagelse, som naturnationalparkerne har fået, og Kristine Clemmensen-Rotnes krav har gjort indtryk, fortæller hun.
”Jeg er glad for den store interesse, der er for naturnationalparkerne. Det gør selvfølgelig indtryk på mig, at der er en bekymring omkring de hegn, der kommer, men jeg oplever også, at mange glæder sig til mere vilde naturoplevelser, fordi skoven bliver urørt og store græssere bliver sat ud. Og det er vigtigt at understrege, at hegnene skal holde de store græssere inde, ikke holde mennesker ude. Tværtimod så håber jeg, at naturnationalparkerne vil være en invitation til, at endnu flere kan opleve vores fantastiske natur i Danmark”, siger Lea Wermelin.