Jysk Rejsebureau begyndte som noget nyt under corona-nedlukningen at arrangere trekking- og sejlture i Danmark. Foto: Jysk Rejsebureau
Dem, der oplever mest, vinder. Det mener man hos Jysk Rejsebureau. Derfor bør danskerne bruge deres indefrosne feriepenge på at komme ud.
Nu kan danskerne frit hæve resten af deres indefrosne feriepenge. Den beslutning er truffet af et bredt flertal i Folketinget og gælder fra onsdag den 24. marts.
I alt er der tale om 56 milliarder kroner, som danskerne nu kan hæve. Det svarer til halvanden Storebæltsbro, som kan bygges for de penge, og som skal være med til at sætte gang i økonomien igen efter en svær corona-tid.
Det vækker glæde i udelivsbranchen, hvor Jysk Rejsebureau under coronaen er begyndt at arrangere trekking- og sejlture i Danmark.
”Det er jo individuelt om folk synes, det er en god idé at hæve pengene eller ej. Men vi mener, at dem, der oplever mest, vinder. Derfor synes vi også, at det er en god idé at hæve dem og komme ud i verden for at se, prøve og opleve noget”, siger Niels Amstrup, der er direktør i Jysk Rejsebureau.
Om de indefrosne feriepenge
I alt 56 milliarder kroner kan udbetales.
For de penge kan man købe halvanden Storebæltsbro.
Der går op til ti dage til de kommer ind på bankkontoen.
For personer med særlige skatteforhold kan der gå lidt længere.
Pengene kan hæves på Borger.dk
Brug pengene på danske virksomheder
Oprindeligt skulle de indefrosne feriepenge først være udbetalt, når man når folkepensionsalderen. Men nu er pengene altså i to omgange blevet frigivet.
Første gang, det blev muligt at hæve pengene, var i efteråret 2020, hvor der kunne hæves 52 milliarder kroner før skat. Det fortæller beskæftigelsesminister, Peter Hummelgaard:
”Det er godt, at lønmodtagerne nu kan få deres feriepenge, så de kan være med til at hjælpe økonomien tilbage på sporet. Vi håber, at pengene bliver brugt på danske varer og i lokale butikker og virksomheder, som har været hårdt ramt af coronaen. Fra udbetalingen i efteråret kan vi se, at pengene sparkede gang i omsætningen. Også denne gang er det tiltrængt”, siger han.
1.500 danskere på rejse – i Danmark
Jysk Rejsebureau arrangerede deres første danske vandretur i Mols Bjerge i 2020. Derfra begyndte snebolden lige så stille at rulle for rejsebureauet, som henvender sig til eventyrere i alle aldre.
”Da det blev klart for os, at det kunne have lange udsigter med at få sendt vores kunder ud i verden, begyndte vi at se på, hvad vi ellers kunne lave. Vi begyndte derfor at parallelforskyde de oplevelser, vi arrangerer med trekking og sejlads i udlandet, til Danmark. Nu har vi haft over 1.500 glade kunder af sted på vores ture i Danmark, som er nysgerrige på, hvad Danmark er og kan, og den succes ser ud til at fortsætte”, siger Niels Amstrup fra Jysk Rejsebureau..