Med app’en Flora kan du finde information om stort set alt om naturen i Danmark. Her får du eksempelvis overblik over nogle af de spiselige bær i den danske natur. Foto: Wacabanga
Traditionelle bøger om floraer er dyre og tunge at tage med på tur, men nu har en ny app, der giver viden om naturen, set dagens lys. Flora, som den hedder, vejer ingenting og er tilmed gratis.
Danskerne skal genopdage de vilde danske planter. Det er ambitionen hos naturformidlingsforlaget Wacabanga, der har skabt en ny flora-app til børn og voksne.
Flora er en moderne flora-app til tablets og telefoner, der er lige til at have i lommen. App’en gør det nemt at lære 549 af Danmarks plantearter at kende, lige fra lav og mos til blomster, urter, buske og træer.
Søgefunktionen gør det let at finde frem til en plante ved at søge på blomstens farve, form eller stængel. Derudover indeholder app’en tavler, der giver oversigt over fagudtryk, biotoper med mere.
Det fortæller Lars Gejl, der er naturformidler og medejer af Wacabanga:
”Planterne er detaljeret beskrevet, med masser af naturhistorie. Flora er smukt illustreret af botanisk illustrator og forfatter Kirsten Tind, som har lagt vægt på at bruge et let tilgængeligt fagsprog i beskrivelsen af planternes udseende og levevis”, siger Lars Gejl.
Flora er god til undervisningsbrug
For den erfarne botanist kan der søges på videnskabelige navne, ligesom der kan tages noter og oprettes turlister, så man for eksempel kan holde styr på planterne i det vilde blomsterbed eller gemme sit yndlings-blåbærsted med GPS-koordinater, som kan deles med andre over telefonen.
App’en suppleres med undervisningsmaterialer til indskoling og mellemtrin, der giver mulighed for fordybelse i planternes fascinerende verden. Det fortæller David Buchmann, der er den anden medejer af Wacabanga:
”Med til materialet hører også lærervejledning, læringsark og en stribe youtube-videoer som kan bruges i naturfagsundervisningen. På en måde opfordrer app’en familier, lærere og elever til at komme ud i naturen og lære de vilde planter at kende”, siger David Buchmann.
App’en er udgivet med støtte fra Aage V. Jensens Naturfond
Finder mere information om FLORA samt undervisningsmateriale og videoer her.