NYHEDER CAMPER TELT & SHELTER

Ny dansk vindmølle til outdoor-folk: Ren energi til camper-turen

KiteX WindCatcher vindmølle- 5

KiteX – Wind Catcher er formentligt den letteste vindmølle på markedet og tager kun 15 minutter at samle. Vindmøllen er derfor perfekt til alt fra telt- til shelterture, spejderlejre, autocampere og campervans. Foto: KiteX

Danskere opfinder verdens letteste vindmølle til telt-, shelter og camper-ture. En fundraising sender de første møller ud til forbrugerne allerede i år.

Ren energi er vejen frem. Det har to unge danske ingeniører for længst erfaret. Nu har de opfundet verdens letteste vindmølle, som kun tager 15 minutter at sætte op, og den samme tid at tage ned igen.

Det er ingeniør-duoen Christoffer Sigshøj og Andreas Okholm, der står bag opfindelsen, som de kalder for KiteX – Wind Catcher.

”Vi har rigtig mange interesserede, som skal på ekspeditioner, fordi den både leverer strøm til droner, laptops, smartphones og meget andet. Den bliver leveret i en taske, så den er perfekt til alt fra telt- til shelterture, spejderlejre, autocampere og campervans, siger Christoffer Sigshøj og fortsætter:

”Vi er de eneste, der producerer vindmøller som kan sættes til portable power stations, hvor man kan lagre energien fra vindmøllen. Hvis man i forvejen har solceller på sin camper eller i sin oppakning, kan KiteX – Wind Catcher også tilsluttes solcelleanlægget som en plug-and-play-løsning. På den måde, kan man nemt producere strøm både om dagen og om natten”.

Så hurtigt sætter du KiteX – Wind Catcher Vindmølle op. Se videoen herover.

Kan bestilles med stor rabat på Kickstarter

For at kunne producere vindmøllen har de to danske udviklere startet en fundraising på Kickstarter. Her kan man forudbestille en mølle og samtidig spare mellem 5.000 og 7.000 kroner, i forhold til salgsprisen, når den ligger i butikkerne.

Om KiteX – Wind Catcher Vindmølle

Styrke
Windcatcher Lite, 5.5m/s: 200W
Windcatcher, 7.5 m/s: 600W

Vægt pr blad: 0.2 kg
Samlet vægt: 10 kg

Spænding
Windcatcher Lite: 19.8-22.8V
Windcatcher: 42.0-45.6V

Optimal vindhastighed: 2 – 15 m/s.
Temperaturere: -10 til 30 °C
Regn- og snetæt: ip 54-rated
dB: Ikke testet

Rotationshastighed: 140 RPM (max)
Navhøjde: 4,0 m
Bladenes diameter: 2,05 m
Samlet højde med vinger: 6,05 m
Grundareal: 9,42 m2

”Vi er allerede i mål med fundingen på Kickstarter, så vi ser optimistisk på projektet. Men man kan stadig nå at støtte projektet med en bestilling og et køb af en vindmølle frem til den 28. marts. Når vi er i mål med fundingen, bliver pengene trukket på kortet, som køberen har lavet bestillingen med, og så regner vi med, at de har vindmøllen i december”, siger Christoffer Sigshøj.

”Ved forudbestilling på Kickstarter kostede den lille mølle 9.000 kroner, mens den store mølle kostede 11.000 kroner. Når KiteX – Wind Catcher kommer i produktion, kommer den til at koste omkring 16.000 kroner”.

Stor efterspørgsel på transportabel vindmølle

Fundraisingen på Kickstarter blev skudt i gang den 2. februar, og målet var 395.000 kroner til at sætte KiteX – Wind Catcher i produktion. Det mål har de to danske opfindere altså nået.

Vindmøllen vejer kun 10 kilo, fordi den er forsynet med tynde liner, der bærer møllen og fordeler trækket fra vinden.

”Det er en kæmpe fordel, fordi alle kræfter er ophængt i liner, og det giver en utrolig let konstruktion, som er nem at have med på tur. Vi mener selv, at det er verdens letteste mølle, og at den derfor er ideel til camping”, siger Christoffer Sigshøj.

”Vi regner med at åbne for almindeligt salg til efteråret 2021, når vi har fået alle bestillingerne fra kickstarten sendt. Vi overvejer at lave en webshop, men lige nu handler det bare om at få fundet projektet, før vi kan komme i gang med produktionen”.

KiteX WindCatcher vindmølle- 4 (1)
KiteX – Wind Catcher kan bruges på de fleste udelivseventyr. Foto: KiteX

Lovgivningen halter efter udviklingen

Egentlig er KiteX – Wind Catcher målrettet til det amerikanske marked, hvor lovgivningen omkring vindmøller er mindre strikse end herhjemme. I Danmark kræver det nemlig byggetilladelse at sætte en vindmølle op med et vingefang på over 5 m2.  

Det skyldes, at lovgivningen halter efter teknologien og primært er målrettet store industrivindmøller med store fundamenter og høje tårn, ikke små vindmøller som KiteX – Wind Catcher på kun seks meter.

”Det er noget nyt med letvægtsmøller som KiteX – Wind Catcher. Derfor er lovene heller ikke helt opdaterede på det område. Men vi arbejder på en lovliggørelse i Danmark og er i dialog med forskellige styrelser, og man kan sige, at jo større efterspørgslen er på transportable vindmøller, jo nemmere og hurtigere går det også med at få ændret reglerne”, siger Christoffer Sigshøj.

Arbejder på flyvende vindmølle

De to opfindere har tidligere udviklet på en flyvende vindmølle. Det projekt startede for fire år siden med private investorer og med midler fra innovationsfonden. Det gav midler nok til at lave en prototype, men siden da er projektet løbet tør for midler.

“Én af årsagerne er, at vi herhjemme er store på traditionelle vindmøller, og en stor del af fokus på udvikling derfor ligger der. Men det er læringen fra den flyvende vindmølle, vi nu trækker på. Det er derfor, vi kalder møllen her for KiteX – Wind Catcher, fordi vi ser den som et hybrid-projekt mellem en flyvende mølle og traditionel vindmølle. Forhåbentligt kan KiteX – Wind Catcher Vindmølle være med til at finansiere den videre udvikling af vores flyvende vindmølle”, siger Christoffer Sigshøj.

Christoffer Sigshøj og Andreas Okholm havde som mål at indsamle 395.000 via deres fundraising på Kickstarter. Fundraisingen sluttede den 28. marts, og i alt 119 personer valgte at støtte projektet. Det kastede intet mindre end 716.165 kroner af sig, hvilket er 321.165 kroner mere end de håbede fra start.

Similar Posts