NYHEDER

2020 sprængte alle rammer: Så mange overnattede i naturen

Knap en kvart million danskere bookede en nat under stjernerne på en af Naturstyrelsens lejrpladser sidste år. Det var ny rekord, og den tendens forventes at fortsætte i år.

2020 var året, hvor vi for alvor fik øjnene op for alle de oplevelser, der ligger og venter i vores fælles natur. Det blev tydeligt ved, at rekordmange danskere sidste år valgte at krybe i soveposen i nogle af Danmarks mest naturskønne områder.

Faktisk bookede knap en kvart million danskere en nat under stjernerne på en af Naturstyrelsens lejrpladser i 2020. Det er 30.000 flere end året før, og en stigning på 130 procent sammenlignet med 2013, hvor man begyndte at registrere antallet af bookinger.

Antal bookinger i 2020:

Jylland: 6.971
Fyn: 1.296
Sjælland: 12.476
Bornholm: 20.768
I alt: 20.768

Antal personbookinger i 2020:

Jylland: 84.882
Fyn: 5.511
Sjælland: 149.621
Bornholm: 742
I alt: 240.756

Dertil kommer alle de lejrpladser, primitive overnatningssteder og skove med fri teltning landet over, hvor man bare kan møde op efter først-til-mølle-princippet.

“Der er kæmpestor efterspørgsel på oplevelser i det fri. Derfor valgte jeg sidste år at åbne op for fri teltning i endnu flere af statens skove, og vi har også lavet flere overnatningspladser og bålsteder, så endnu flere kan få øjnene op for vores smukke natur”, siger miljøminister Lea Wermelin og fortsætter:

“Naturen er et tiltrængt helle i en hård tid, men det er vigtigt at understrege, at forsamlingsforbuddet på fem personer også gælder under åben himmel”.

78 nye primitive overnatningssteder

Stigning i antallet af overnatninger i naturen mærkes også hos bookenshelter. Her oplevede man en fremgang på intet mindre end 87 procent i antallet af bookede sheltere fra 2019 til 2020.

Den tendens ser ud til at fortsætte i 2021. En nyere undersøgelse fra januar viser nemlig, at tre ud af fem danskere forventer at blive hjemme i Danmark til sommer.

Det store boom i antallet af overnatninger, har man fra Naturstyrelsens side forsøgt at forberede sig på.

Antal bookinger fordelt på år:

2013: 105.000
2014: 130.000
2015: 140.000
2016: 150.000
2017: 165.000
2018: 177.000
2019: 211.000
2020: 241.000

I 2020 blev der derfor etableret 78 nye primitive overnatningssteder og 80 bålpladser på de statsejede skov- og naturområder, der står klar til vinterferien.

Tallene for 2020 viser, at der især var mange bookinger i sommerferien, og at især de sjællandske lejrpladser var populære at booke. Der er særligt god plads på de jyske lejrpladser, hvor der er mange muligheder for at overnatte i skove, på heder eller langs kysten.

“Vinterferien står for døren, og mange hungrer efter at opleve noget nyt efter nogle mørke måneder derhjemme. Tag børnene med på et eventyr i naturen, spis mad over bål og lyt til nattens lyde”, siger Lea Wermelin.

På statens naturområder er det muligt at overnatte på lejrpladser, primitive overnatningssteder, rulle soveposen ud i skovbunden, sove i hængekøje eller slå et telt op i en af de mere end 275 statsskove, der har fri teltning. Langt de fleste tilbud kræver ikke forhåndsbooking.

Similar Posts