Fyn og Det Sydfynske Øhav er kendt for sine smukke kyster. Blandt andet gav Langeland inspiration til linjen “nær salten øst og strand” i Danmarks nationalsang, ‘Der er et yndigt land’. Hvis du selv vil opleve havet omkring Fyn, er der ingen bedre måde at gøre det på end at bo i en shelter ved vandet på Fyn. Foto: Jesper Balleby og LUMO Arkitekterne
Fyn råder over et hav af fantastiske sheltere tæt på vandet. Som en ekstra luksus i landsdelen er der blandt andet anlagt 19 Blå Støttepunkter. Her får du de 10 bedste shelter ved havet på Fyn.
Fyn råder over noget af Danmarks smukkeste natur, og set fra vandsiden er Fyn et sandt paradis. Lillebælt og Det Sydfynske Øhav giver nogle af landets bedste muligheder for sejlads og fiskeri, og selvfølgelig er det også til at finde en shelter ved vandet på Fyn.
Et populært tiltag på Fyn er de 19 Blå Støttepunkter, som er blevet til i et samarbejde mellem Naturturisme I/S og Naturstyrelsen. De Blå Støttepunkter omfatter eksempelvis primitiv overnatning, grejopbevaring, toiletfaciliteter, bålpladser, shelter ved vandet og andre faciliteter, som er målrettet friluftsfolk til havs.
De 19 Blå Støttepunkter er let tilgængelige, både når man kommer fra søsiden, og fra land når man gerne vil til vandet. De Blå Støttepunkter er anlagt langs øhavet og bygget med dispensation inden for strandbeskyttelseslinjen med rettet mod havkajaksejlads, lystfiskere, lystsejlere, dykkere og undervandsjægere, surfere og almindelige naturnydere.
De Blå Støttepunkter er dog ikke den eneste mulighed for at finde et godt shelter ved vandet på Fyn. Tæt på kysten hele vejen rundt om den skønne grønne ø ligger der utallige skønne sheltere tæt på havet. Her får du guiden til de 10 bedste sheltere tæt på havet på Fyn.
SE KORTET: Her er de 10 bedste sheltere ved vandet på Fyn
På kortet her i afsnittet kan du se de 10 bedste sheltere ved vandet på Fyn. I forlængelse heraf finder du en beskrivelse af de 10 sheltere i regionen.
ANDRE LÆSER OGSÅ: Shelter ved havet i Nordjylland: De 10 bedste sheltere ved vandet
ANDRE LÆSER OGSÅ: SE KORTET: Her er det bedste shelter ved vandet i Østjylland
ANDRE LÆSER OGSÅ: Shelter ved vandet på Sjælland: De 10 bedste sheltere ved havet
10 sheltere ved havet: Her er den bedste shelter ved vandet på Fyn
10. Ørnehøj shelterplads ved Føns, Vestfyn
Shelterpladsen Ørnehøj ved Føns ligger smukt ved foden af kystskrænten med udsigt direkte ud over Lillebælt. Her er gode chancer for at se marsvin, forskellige kystfugle og sæler. Shelterpladsen består af to ens sheltere med plads til fem overnattende gæster i hvert. Der er bålplads med fastmonteret grillrist samt bænke ved shelterne. Ud over de to shelters er der også et lille primitivt toilet på pladsen.
Der er gode muligheder for at komme til pladsen i kajak, gående langs stranden eller på cykel. Stranden nedenfor shelterpladsen er lidt stenet, men vandet er absolut en dukkert værd. Hvis man har interesse i kystfiskeri, er der chance for at fange en havørred fra kysten. Husk at kystfiskeri kræver gyldigt fisketegn.
Det er ikke tilladt at slå telte op på Shelterpladsen, som er etableret på et privat areal. Adgangen til pladsen sker fra Fønsskovvej 28 via en sti langs marken mod kysten. Hunde skal føres i snor, og der er ingen hestefold. Desværre er der heller ingen vand på pladsen, så det må man selv have med. Til gengæld kan der købes brænde til bålet med MobilePay. Brændet hentes Fønsskovvej 28, hvor der også er parkering.
Shelterne skal bookes, og de koster 30 kroner pr. nat pr. person. Når man booker, modtager man en kvittering, som kan fremvise, hvis der er andre, der benytter shelteret den pågældende dag. Du kan booke shelteret her.
9. Shelterne i Plantagen ved Slipshavn, Nyborg
Tæt på den gamle kongeby Nyborg i Plantagen, som er en skov på halvøen Slipshavn lige ud til Nyborg Fjord, ligger der en skøn shelterplads, om drives af Nyborg kommune. Shelterpladsen i Plantagen ved Slipshavn indgår i shelterkonceptet Blå Støttepunkter, hvor du kan overnatte i sheltere hele vejen rundt om Fyn, og som er specielt velegnede til folk som kommer i kajak eller lignende.
På pladsen er der to sheltere af typen “Skrubbe”, hvor der er plads til to personer i hver. Pladsen ligger ved en smal strand, og selvom fjordbunden kan være en lille smule dyndet, er der god mulighed for at bade i det lave vand.
For dem, der kan lide at fiske, er der særdeles gode muligheder for fiskeri fra stedet. Især i foråret, hvor det lave og dermed lidt varmere vand gør havørrederne friske. Derudover er der mulighed for at fange hornfisk på stedet, som kan tilberedes over ilden på bålpladsen i lejren, hvor der også er fastmonteret grillrist. Brænde til bålet skal dog medbringes selv. OBS: Der må hverken fældes eller skæres i træer og buske.
Det er ikke tilladt at slå telte op, og hunde skal holdes i snor. Der er ingen rindende vand på pladsen, men der er gode indkøbsmuligheder i Nyborg kun to kilometer derfra. Det koster 30 kroner at overnatte i shelterne, som kan bookes her.
8. Skåret, Ærø
Skåret på Ærø er et af øhavets absolut mest populære sheltere, og man skal derfor være tidligt ude, hvis man vil booke en overnatning her. Shelteret er populært med god grund. Det ligger på østkysten af Ærø mellem Søby og Ærøskøbing. Om sommeren er der badebro, men selv på vinterdage møde du lokale badende.
Pladsens eneste shelter ligger kun 10 meter fra vandet og har plads til fem personer. Shelteren har en skydelåge indvendigt, der gør det muligt at adskille de to personer fra de øvrige tre. Stedet har en fantastisk udsigt imod Fyn, Drejø og Avernakø. Hvis shelteren er booket, kan du benytte den lille teltplads på modsatte side af ankomstvejen til vandet.
Den smukke Øhavssti ligger kun 200 meter fra shelteret med mulighed for en masse smukke ture både til fods og til cykel. Der er et primitivt toilet ved shelterpladsen, men medbring selv toiletpapir. Drikkevand skal også selv medbringes. Shelteren drives og passes af en lokal brugergruppe. Det koster 30 kroner pr. person pr. overnatning, og shelteret kan bookes her.
7. Shelteret ved Bøsøre Strand Feripark, Østfyn
Lige uden for Bøsøre Strand Feripark ligger tre rigtig fine og moderne sheltere med plads til i alt 14 personer. Shelterne er superlækre med plads til henholdsvis 2 x 5 personer og 3-4 personer. Selvom de ligger i ly af skoven, er der samtidig direkte adgang ud til noget af Fyns bedste fiskevand, når det kommer til havørreder.
Pladsen ejes og drives af Bøsøre Strand Feriepark, som samtidig er shelterpladsens nærmeste nabo 150 meter fra shelterpladsen. Denne beliggenhed gør samtidig shelterpladsen til et rigtig godt sted med børn, da campingpladsen har legepladser og vandland og mulighed for at købe is. Samtidig er der adgang til både vand og toilet på campingpladsen fra påske og frem til og med efterårsferien.
Afstanden til vandet er 75 meter, hvor der er gode muligheder for at fange havørred og hornfisk, som kan tilberedes over bålet på shelterpladsen. Det koster 30 kroner at booke shelteren. Har du ikke booket, men er shelterne ledige, må du gerne overnatte. I disse tilfælde betales i receptionen på Bøsøre Strand Feriepark. Shelterne kan bookes her.
6. Thurø Rev Shelter, Sydfyn
Alle, der har været i Det Sydfynske Øhav, bliver forelskede i øhavet. Derfor er det sydfynske selvfølgelig også med på listen. Thurø Rev Shelter er valgt, fordi det har en unik placering i udkanten af Østerskov og kun et stenkast fra Siø Sund.
Foto: Outdoor-Camping
Herfra er der hurtig og nem adgang til alle de mange fede oplevelser, som det Sydfynske Øhav byder på.
Thurø Rev shelter har plads til fire til seks personer, og der er bålsted på pladsen med mulighed for at finde brænde i Østerskoven lige bag ved. Her ligger du i fredelige omgivelser med fuglefløjt fra skoven og med udsigt til vuggende bølger.
Shelteren er sydvendt, og udsigten over sundet er enestående herfra med Langeland til venstre og Tåsinge til højre. Der går ofte kvæg eller heste i folden på marsken, som ligger lige op til shelteren. Både Østersøruten og Øhavsstien går tæt forbi Thurø, og det kræver kun en kort afstikker at nå ud til Thurø Rev Shelter herfra.
5. Langø sheltere, Fyns Hoved
Shelterpladsen ved Langø på halvøen Hindsholm nord for Kerteminde indgår i shelterkonceptet Blå Støttepunkter hvor du kan overnatte i nye moderne sheltere hele vejen rundt om Fyn. Der er i alt tre sheltere på pladsen, som ligger naturskønt i forbindelse med FDF-Højbjergs spejderplads, som også administrerer shelterpladsen.
De tre nye og flotte sheltere har plads til fem personer hver, som koster 30 kroner at booke stykket. Når du booker, modtager du en kvittering, som du skal medbringe som bevis for bookingen. Bookingen gælder kun for det ene shelter, så de to øvrige sheltere kan bookes af andre på samme tid. Det forventes derfor, at der vises hensyn til andre gæster i området.
På pladsen er der bålplads med bålring, fastmonteret grillrist og bålbænke samt et muldtoilet, men ikke noget rindende vand. Brænde skal selv medbringes, og der må under ingen omstændigheder fældes træer eller skæres i buskene på pladsen eller i de omkringliggende arealer.
Hverken hunde eller teltning er tilladt på pladsen, og der skal være ro på shelterpladsen senest klokken 23. I vandet lige neden for pladsen kan du fange havørred og hornfisk. Du kan læse mere om fiskemuligheder i området her. Derudover er der en mindre købmand i Mesinge cirka 7,5 km fra pladsen, hvor i kan proviantere. Husk at lukke alle døre og vinduer, når I forlader shelterne Shelterne ved Langø kan bookes her.
4. Båring Vig shelter, Nordvestfyn
Shelterpladsen i Båring Vig ligger tilbagetrukket bag den offentlige parkeringsplads med en flot udsigt ud over Lillebælt. Der er nem adgang til shelterpladsen både til fods, på cykel og i bil, og parkeringspladsen ligger kun 70 meter fra shelterne. De to sheltere er en del af Blåt Støttepunkt og ligger cirka 180 meter fra vandet, hvor der er blåt flag og god mulighed for alt fra badning til snorkling, sejlads, kajak, surfing, SUP fiskeri, ridning, gåture, løbeture og meget andet.
Der er to ens sheltere på shelterpladsen af typen ”Stenbideren” med plads til fem personer i hvert shelter. Derudover er der bålplads med fastmonteret grillrist og bord/bænkesæt, og ved den offentlige parkeringsplads er der handicaptoilet, hvor du kan hente vand, og som har åbent hele året rundt. Her er der også koldtvandsbruser i sommerhalvåret, drikkevand, affaldssortering og beachvolleybane.
Der er ingen fold til heste, og hunde skal holdes i snor. Strandengen som ligger ud mod havet foran shelterne afgræsses af får om sommeren. Undlad venligst at fodre fårene.
Medbring eget brænde til bålet, da der ikke er brænde tilgængeligt på pladsen. Det er ikke tilladt at slå telte op på pladsen, og shelterne skal bookes. Det koster 30 kroner pr. nat pr. person. Når du booker, modtager du en kvittering, som du skal vise, hvis der er andre der benytter shelteret den pågældende dag. Du kan booke shelterne her.
3. Naturparken Hindsgavl Dyrehave, Middelfart
Lillebælt kan bare noget helt særligt. Naturparken Hindsgavl Dyrehave er en af de absolut mest populære shelterpladser i regionen og med rigtig god grund.
De fire seks-personers sheltere ligger helt ned til vandet i Lillebælt. Alle sheltere har bålplads, hvor fra du kan nyde solnedgangen over vandet og Jylland på den anden side af bæltet og bogstaveligt talt falde i søvn til marsvinenes rolige pusten i vandoverfladen.
Pladsen ligger ved ”Søbadet”, hvor der er adgang til toiletfaciliteter og drikkevand. Grillplads med borde og bænke ligger tæt ved, men brænde og kul til bål og gril, skal I selv medbringe eller samle i skoven.
Det frarådes på det kraftigste at bade ved Søbadet på grund af den stærke strøm i Lillebælt. Ellers er en spændende aktivitet til om dagen Bridgewalking Lillebælt over Den Gamle Lillebæltsbro, som kan ses fra shelterpladsen. Her kommer du 60 meter op over vandet og får en skøn udsigt ud over Fyn, Jylland og vandet, som skiller de to landsdele.
Shelterne finder I for enden af Søbadvej, 5500 Middelfart, hvor I følger vejen cirka 50 meter til højre. Overnatninger i shelterne skal bookes her.
2. Shelter Pæregård Strand, Nordlangeland
Shelter Pæregård Strand har en af Fyns og øhavets absolut smukkest beliggende shelterpladser med en fantastisk havudsigt og kun 10 meter fra vandet. Her kan du gå til ro med udsigt til solnedgang over vandet og vågne op igen til udsigten over Pæregårds Skov imod øst og direkte udsigt over havet imod vest.
Der er to sheltere på pladsen. I den ene er der plads til fem personer. Den har en skydelåge indvendigt, der fungerer som rumdeler og gør, at to personer kan ligge adskilt fra de øvrige tre. Den anden shelter har plads til tre eller fire personer. Her er der bænke ned langs to af siderne. På den bredeste bænk kan der sove en person., og når bordet klappes op og sættes væk, kan der ligge yderligere tre personer på gulvet.
Her er ingen vand endnu, men et næsten nyt kommunalt toilet fra 2016. Det er tilladt at tænde bål på stranden, hvor der også er god plads til at lægge sin kajak foran shelterne. Stranden er rigtig fin, og du har en flot udsigt imod Fyn, Tåsinge og Langelandsbroen med naturoplevelser i rigt mål. I vandet ud for shelterne kan du fange både havørred og hornfisk.
Pladsen drives og ejes af Tranekær Gods. Undlad at færdes på de bagvedliggende marker, men gå i stedet i skellet imod vandet. Drikkevand skal selv medbringes. En overnatning koster 30 kroner pr. person, og shelterne kan bookes her.
1. Millinge klint, Sydvestfyn: den bedste shelter ved vandet på Fyn
Se de flotte sheltere ved Millinge Klint i videoen her og få et indtryk af, hvorfor stedet her topper listen over bedste shelter ved vandet på Fyn.
Shelterpladsen ved Millinge Klint er shelter-delux med syv forskellige sheltere, hvoraf nogle af dem er i flere etager, brændefyret sauna, toilet og bad, lækker, lyst og anderledes bålhus og egen badebro. Alle de fede faciliteter gør stedet her til Øhavets absolutte topsted for folk med hang til udeliv i store rammer.
Shelterpladsen er placeret på toppen af en klint med en god udsigt ud over Helnæs Bugt og kun 20-50 meter til vandet. Fra klinten og ned til vandet er der en trappe med integrerede siddepladser, hvor man kan nyde udsigten over Helnæs Bugt. Trappen ender ved foden af klinten, og går over i en solid badebro ud i det lave og børnevenlige badevand.
Millinge Klint drives af Faaborg Midtfyn Kommune og Trente Mølle Naturskole i samarbejde. Pladsen rummer i alt 33 sovepladser, som er fordelt på 5 forskellige typer shelters. Én af shelterne er i 3 etager, med en udsigtsplatform på toppen. Pladsen er bygget som en del af blå støttepunkter i Det sydfynske Øhav, som gør shelterpladsen perfekt til gæster i eks. kajakker.
De syv sheltere på pladsen kan rumme fra to til ni personer og har plads til i alt 33 til 37 overnattende gæster. Pladsen har en større toiletbygning med kodelås, som automatiks tilsendes når man booker. På toilettet kan der samtidig hentes vand, og der kan tilmed købes brænde i sække på stedet med mobilpay for 25 kroner pr. sæk.
Der må ikke slås telt op på pladsen, og det er strengt forbudt at fælde eller sanke nogen form for brænde på stedet. De omliggende skove er privat område. Færdsel og sankning af brænde her vil blive betegnet som indtrængen på privat grund og tyveri og medfører øjeblikkelig bortvisning fra pladsen.
OBS. Millinge Klint kan først bookes 90 dage før man skal afsted, da pladsen først og fremmest er beregnet til større grupper som skoleklasser, spejdergruppe og lignende. Det koster 40 kroner pr. person at booke en shelter og 150 kroner at booke saunaen. Du kan booke shelterne her.