NYHEDER TELT & SHELTER

Camilla frygter shelter-natten: Sådan løser campingpladser problemet

Vild camping

33-årige Camilla Staugaard fra Søborg er naturvejleder. Alligevel er hun utryg, og sover med en kniv under puden, når hun overnatter i skoven. Hun vil gerne på campingplads, men få og alligevel vigtige ting taler imod, at hun tager derind. Privatfoto: Camilla Staugaard

Undersøgelse viser, at 30 procent af de adspurgte er utrygge i offentlige sheltere. Campingpladser kan være løsningen, og toiletter, bad og legepladser gør det attraktivt, mener friluftskvinder.

Rigtig mange danskere er utrygge ved at sove i offentlige sheltere. Det viser en undersøgelse, som Outdoor-Camping har lavet. Her svarer 30 procent af de adspurgte, at de enten har følt eller føler sig utrygge ved at overnatte i offentlig shelter alene eller sammen med deres børn.

Outdoor-Camping har i den forbindelse været i kontakt med flere kvinder, som genkender utrygheden ved at overnatte i offentlige sheltere. Én af dem er 32-årige Carina Reimer Jakobsen, som tit overnatter alene i skoven. Det gør hun på trods af, at hun altid sover med sin økse tæt ved sig.

Jeg er bange for mørke. Derfor har jeg også altid en kniv liggende ved hovedpuden, Camilla Staugaard

Selvom det lyder voldsomt, så er Carina Reimer Jakobsen faktisk ikke den eneste kvinde, der er bevæbnet, når hun går til ro om natten. For i Farum nord for København bor 33-årige Camilla Staugaard, som også er bange for mørket. Så bange, at hun også er bevæbnet, når hun sover ude.

”Når man sidder ved en lejrplads med ild i bålet med en lygte, så kan fremmede se, hvor man er, men man kan ikke se dem i mørket, og om der kommer nogen snigende. Det er også derfor, jeg er bange for mørke. Derfor har jeg også altid en kniv liggende ved hovedpuden”, siger hun.

Outdoor-kvinder efterspørger sheltere på campingpladser

En stor andel af deltagerne i undersøgelsen om overnatning i shelter svarer, at de godt kan finde på at overnatte på en campingplads. Således svarer 47,5 procent ja til det spørgsmål.

Én af de kvinder, som godt kunne overveje at overnatte på en campingplads er blandt andre Carina Reimer Jakobsen.

”Det vil være fedt for mine børn med et shelter på en campingplads. Jeg tror, det vil være let at sælge som et børnetilbud, og så er der toiletter. Det kan man godt savne i naturen. Det er mere ”convenient”. Det er kun mig, der dyrker outdoor-livet herhjemme, så det tror jeg faktisk, jeg vil have nemmere ved at overtale min mand til”, siger hun.

Når jeg har været på en campingplads, og der har været et shelter, så har det altid været optaget, Camilla Staugaard

Sådan er det også for Camilla Staugaard. Hun er selv naturvejleder og burde med egne ord derfor ikke have noget problem med at overnatte ude.

”Det er især, efter jeg er blevet mor, at jeg er blevet nervøs for, om der skal ske mig eller mine piger noget. Jeg er utrolig sart på det punkt. Jeg elsker ellers at være alene og at være i naturen, og som naturvejleder, der er ude hele året, burde jeg jo være hjemme i det, men det er altså svært for mig at sove alene derude”, siger hun og fortsætter:

”Jeg er outdoor-menneske og ude i al slags vejr, men der kan ske ting, som man ikke er herrer over. Jeg er vokset op med campingvogn, og det er jeg nok begyndt at gå lidt tilbage til. Når jeg har været på en campingplads, og der har været et shelter, så har det altid været optaget. Om det så har været fordi nogle børn bare har leget i det, ved jeg ikke, men det har altid været brugt”, siger Camilla Staugaard.

Stort fald i antal af campingpladser i Danmark

Da 33-årige Camilla Staugaard var barn, var der væsentligt flere campingpladser i Danmark, end der er i dag. Da der var flest campingpladser i Danmark, var der cirka 550 pladser. Det antal er over en årrække svundet ind til kun cirka 450. Det er et fald på omkring 20 procent på bare én generation.

De tal stammer fra Hans Korsgaard fra ejendomsmæglerfirmaet Hans Korsgaard ApS, som sælger campingpladser. Ved siden af ejendomsmæglerfirmaet driver Hans Korsgaard også campingpladsen Virksund Camping. Her der ingen sheltere, og ifølge Hans Korsgaard kommer der heller ingen sheltere på Virksund Camping, så længe han er indehaver af pladsen.

Den store tilbagegang i antallet af campingpladser er dog noget Hans Korsgaard har bemærket med bekymring over årene. Han erkender derfor alligevel, at flere campingpladser er nødt til at tænke i nye baner for at tiltrække nye og yngre gæster.

Det er oplagt at tilbyde shelterovernatninger, Hans Korsgaard, indehaver af Virksund Camping

”Vi har en belægningsgrad på under 20 procent, og det er uanset, om det er hel- eller halvårspladser. Til sammenligning har hoteller en belægningsprocent på omkring 50. Det er voldsomt. Flere campingpladser er ikke salgbare længere, og når de lukker, bliver de i stedet udstykket som liebhaverejendomme eller parceller”, siger Hans Korsgaard og fortsætter:

”Men det er positivt, at så mange ser campingpladser som en mulighed i forhold til shelterovernatning. Det er vel fordi vi tilbyder nogle flere faciliteter og aktiviteter, end de shelterpladser, som ligger uden for campingpladserne. Men hvis ikke vi begynder at tilbyde nye produkter og tænke i nye baner, så forsvinder der mellem 100 og 150 campingpladser mere i Danmark. Så det er oplagt at tilbyde shelterovernatninger”, siger han.

Frie mødre vil have vild natur og friteltning

Hos DK-Camp, der er en sammenslutning af mere end 200 selvstændige campingpladser i hele Danmark, har 23 af campingpladserne vinget shelters af som en overnatningsmulighed.

Selvom Hans Korsgaard erkender, at der bør åbnes op for flere og nye overnatningsformer på campingpladserne, og Camilla Staugaard overvejer at tage på campingplads, er hun alligevel skeptisk over for konceptet.

”Campingpladser er for en bestemt type mennesker. Campingpladserne ligner alle sammen hinanden. Det skal enten være campingvogn eller telt, ellers er det ikke camping de steder, og det gør dem ekskluderende. Campingpladser er der, hvor man tager man hen, hvis man ikke er så meget til vild natur”, siger hun og fortsætter:

Jeg tror, flere ville føle sig trygge, hvis det var et reelt tilbud på campingpladserne, Carina Reimer Jakobsen

”Camping er når man slår lejr udenfor. Camping er også shelter og hængekøjer og andre former for overnatning i det fri. Hvis man gav campingpladserne et twist, og der var noget mere vildskab, så fanger man også flere”, siger hun, inden den ét år yngre Carina Reimer Jakobsen fra Søborg supplerer:

Jeg tror, flere ville føle sig trygge, hvis det var et reelt tilbud på campingpladserne, Carina Reimer Jakobsen

”Ja, Det er meget socialt på campingpladser. Det har også nogle styrker, men jeg søger selv ud i skoven for at kunne være mig selv, så det kunne være genialt med mere rå natur på campingpladserne”, siger hun og giver samtidig Hans Korsgaard ret i sin formodning om, at faciliteterne og aktiviteterne på campingpladserne er et trækplaster.

”Det vil være fedt for mine børn med et shelter på en campingplads. Jeg tror, det vil være let at sælge som et børnetilbud, og så er der toiletter. Det kan man godt savne i naturen. Det er mere ”convenient”, og jeg tror, flere ville føle sig trygge, hvis det var et reelt tilbud på campingpladserne”, siger hun.

237 personer har svaret på Outdoor-Camping’s spørgeskemaundersøgelse her på Outdoor-Camping. 

Similar Posts