Vielse i det fri: Pernille Ginge Sørensen blev viet og holdt bryllup med sin mand, Daniel Marinus Ginge Sørensen i naturen i 2019. “Det var en af de der sommeraftener med lyse nætter. Det var helt fantastisk”, fortæller hun. Foto: fotograf Lindskov foto
Vielse i det fri bliver mere og mere populært. Pernille blev viet i naturen i 2019, og det var, præcis som hun drømte om. ”Det var så smukt”, fortæller hun.
Med rolige skridt trådte Pernille Ginge Sørensen frem mellem gæsterne. På hver side af sig sad folk på stole og tæpper og betragtede parret, der langsomt nærmede sig alteret under træet foran sig. Under hende var jorden fugtigt af regnen, som var væltet ned dagen før.
”Der var kun stole til de ældre, resten sad på tæpper rundt omkring. Det var meget personligt”, fortæller Pernille. Hendes hvide kjole bølgede som et langt slør hen over græsset, mens hun langsomt bevægede sig frem mod præsten, arm i arm med sin kæreste og kommende mand, Daniel, ved sin side.
Der var lavet en allé op til alteret af grene med markblomster på, Pernille Ginge Sørensen
”Vi fik ideen om afholdelsen af brylluppet sammen. Vi havde selv lavet alteret og korset af genbrugstræ, og der var lavet en allé op til alteret af grene med markblomster på. Det var så smukt, og det fungerede så godt”, fortæller hun.
Flere holder vielse i det fri
Vielse i det fri er blevet utroligt populært igennem de senere år. I Københavns Kommune er antallet af vielser uden for rådhuset eksempelvis steget med knap 12 procent fra 2014 til 2017, og i Roskilde Stift er stigningen næsten på 72 procent.
Tilbage i 2013 godkendte Folkekirken en toårig forsøgsperiode med kirkelig vielse i det fri. Det forsøg gik så godt, at bryllup i det fri nu er et fast ritual i Folkekirken. Eneste krav er dog, at stedet på forhånd skal godkendes af præsten, og så skal det have tilknytning til brudeparret.
”Vi blev viet på en nedlagt kirkegård, som vi har en tilknytning til igennem familien. Min morfar ligger begravet der, og vi kender præsten godt. Der er kun våbenhuset tilbage af kirken, og den ligger utrolig naturskønt på et baggedrag med udsigt over Kaløvig”, fortæller Pernille rørt.
Sprang ud af brudekjolen klokken 12
Pernille Ginge Sørensen er pædagog med speciale i friluftsliv og arbejder i en naturbørnehave. Derudover sejler hun kajak og kører mountainbike sammen med Daniel. Derfor kender hun alt til det lunefulde danske sommervejr og de udfordringer det kan give, specielt når man holder bryllup i det fri.
”Folk ville gerne være fine, og spurgte hvordan de skulle komme klædt. Vi svarede, at vi ikke forventede, at de kom i deres fineste tøj. Det måtte de selv bestemme, så de kom i pænt tøj til vielsen og skiftede til varmt og båltøj senere. Jeg sprang selv ud af brudekjolen og i friluftstøjet klokken 12”, siger hun og griner.
Vi var meget nervøse, også for hvordan vejret blev, Pernille Ginge Sørensen
Men selvom mange nok vil mene, at der ikke findes dårligt vejr, kun dårlig påklædning, så er præsterne af en anden mening. I hvert fald fremgår det af folkekirken.dk, at det er nødvendigt med en nødplan, i tilfælde af at regnen siler ned. Sådan en havde Pernille og Daniel godt nok også, men:
”Kun nogenlunde, for vi satsede alt på plan A. Dagen inden, da vi skulle forberede vielsen, stod det på et tidspunkt ned i stænger, så vi ikke kunne foretage os noget. Vi var meget nervøse, også for hvordan vejret blev”, fortæller Pernille.
”Men da vielsen begyndte, brød solen frem fra skyerne. Der var 22-23 grader, så det var hverken for varmt eller for koldt, men helt tilpas”.
Vilde blomster og levende lys i lamper
Da Pernille og Daniel havde givet hinanden sit ja, fortsatte festen på Karpenhøj Naturcenter på Mols. Karpenhøj arrangerer alt fra friluftsaktiviteter til teambuilding, naturformidling, kurser, events og private fester.
Det overraskede positivt, hvor godt folk tog imod det, Pernille Ginge Sørensen
”Min mor arbejder der, så det er næsten som et andet hjem for mig. De er vandt til arrangementer med vildmarksgourmet til op til 40 personer. Det skulle bare have været de nærmeste, men jo nærmere vi kom, jo flere kom der på listen, så vi endte med at være 80 til brylluppet”, fortæller hun og griner igen.
Mens brudeparret var ude i Mols Bjerge og få taget bryllupsfoto blev gæsterne delt ind i hold. Her var det op til gæsterne at pynte op.
”Vi gav dem nogle stikord til, hvad vi godt kunne tænke os, men det var uvist for os, hvad vi kom ind til, efter fotograferingen. Nogen tog eksempelvis efeu med. Vi anede ikke, hvad vi kom ind til. Vi spiste ude under et overdække, og der var vilde blomster over det hele og levende lys i flagermuslamper. Det var helt fantastisk, og det var så smukt”, fortæller Pernille rørt.
”Da vi kom tilbage efter at have været ude og få taget billeder, arbejdede alle folk og snakkede og hyggede sig sammen. Det var virkelig, virkelig bare godt. Alle stod og var i gang med brødet og salaten eller hjalp til med noget andet til madlavningen. Det var bare så dejligt at se. Alle blev kastet ud i noget, de kunne arbejde sammen om. Det overraskede positivt, hvor godt folk tog imod det”.
Lyse sommernætter med bål
Middagen, som gæsterne havde gået og hygget sig om, bestod blandt andet af kylling, som blev tilberedt i en dome over bålet og laks på planke.
”Vores gæster lavede selv maden over bål. Vi havde også musik ved bålet, som opstod spontant. Min svoger er vildt dygtig på guitar, så han spillede det meste af natten efter ønsker. Det var utrolig sjovt, og stemningsfuldt”, siger Pernille.
Det var en af de der sommeraftener med lyse nætter, og festen varede til langt ud på natten, Pernille Ginge Sørensen
Pernille og Daniel Marinus Ginge Sørensen, som hans fulde navn er, blev viet i 2019, kun én dag efter årets længste dag, den 22. juni. Som forberedelse til brylluppet havde Pernille og Daniel opfordret folk til at tage deres eget telt med, som de kunne overnatte i. Vi opfordrede til at blive og sove.
”Det var der heldigvis mange, der gjorde, og vi sov selv i shelter. Alle klarede det superfint, og der var ikke nogen bekymringer udover tøjet og vejret. Det var en af de der sommeraftener med lyse nætter, og festen varede til langt ud på natten. De sidste gæster gik i seng kl. 7 om morgenen og vi blev selv oppe til kl. 16 næste eftermiddag, så vi tog imod de første, der stod op til morgenmad. Og vi var også nede og bade ved stranden.”, fortæller Pernille med et smil.
Anbefaler vielse i det fri
Pernille Ginge Sørensen fortæller, at hun voksede op med meget friluftsliv, mens det først kom noget senere i livet som voksen for Daniel.
”Vores forældre mente ikke, det kunne være anderledes end at vi holdt brylluppet på den måde”, fortæller Pernille. Men selvom forældrene var helt med på, at de to holdt vielse i det fri, var udelivs-oplevelsen alligevel ny for mange af de 80 gæster til brylluppet.
Jeg vil bestemt anbefale det, Pernille Ginge Sørensen
”Der var nogen, der kom ud af deres komfortzoner. Der var mange, som det var helt nyt for, og der er blevet snakket rigtig meget om det siden. Vi har kun haft positive oplevelser med at holde bryllup på den måde. Det var ikke noget gennemplanlagt, kun selve vielsen. Det var helt fantastisk, fordi folk tog så godt imod det”.
”Jeg vil bestemt anbefale det, hvis det er noget, man kan være tilpas i. Man skal være forberedt på, at tidsplanen kan skride. Vores tid skred med halvanden til to timer, men var helt ok. Og så skal man have nogen med, der er vandt til at sætte sådan noget i gang. Én der kan holde den røde tråd, når der er mange mennesker”.